X-ophan's firmahistorie

Vi skal en del år tilbage i tiden, tilbage til året 1960: Her kommer cellofan på banen, et glasklart materiale, som bliver brugt til indpakning. Der finder man hurtigt ud af at man kan producere tryktape ud af cellofan, og da det var billigt bliver det brugt til mærkning på alle mulige ting og sager. Her ser T. H. Petersen sin store mulighed og stifter det lille produktionsfirma X-ophan på Marselisborg Alle, hvor han med mere end 20 medarbejdere etablerer sig indenfor tryk på plasttape. Fire år senere bliver firmaet dog efter en ildebrand flyttet til en baggårdsbygning i Montanagade i Århus C.

Det nye sted fordeler sig på 3 etager, men da firmaet udvider sortimentet med produktionen af bæreposer og der ikke er nok plads til de tilsvarende maskiner, skal de sidste to etager i ejendommen tilkøbes - inklusive udvendig håndelevator.

Efter to yderligere flytninger havner firmaet i august 1980 på Jegstrupvej 40 i Hasselager syd for Århus, hvor grunden var stor nok til at etablere både kontorlokaler og en stor maskinpark med 21 maskiner på 1800 m2. I dag er der stadigvæk plads til udvidelse, og det er der også brug for i fremtiden.

For er der en ting, som direktøren Flemming Pannerup går efter, så er det at der aldrig findes begrænsninger, men udelukkende muligheder!

Pannerup overtog virksomheden i 1975 og har siden da udvidet produktionen med extruderings-teknikken og adskillige former for tryk på plast og etiketter. En af højdepunkterne er, da han starter produktionen af termoposer i forskellige størrelser. Det var noget helt nyt på markedet og krævede nogle specielle maskiner. Men hvad man ikke har, eller kan skaffe bygger man sig selv. Han rejser rundt i Europa for at få maskiner med hjem eller for at få inspiration til at bygge sine egne maskiner.

Det er kundernes ønsker og markedets muligheder, som udfordrer og udvikler X-Ophan. Det har det altid gjort og det vil det fortsætte med. Intet er umuligt, der findes altid en vej til at opfylde behovet, også hvis man selv skal give en hånd med at udvikle en løsning!